tungelund dk.jpg

 

 

 

Danske Bank (Uddrag fra artikel i personaleblad)

 

Kirsten har krammet på 100 vikinger

45-årige Kirsten Kongsted er Kolding-områdets ældste ungdomsrådgiver. Hun elsker at ligge i telt, hugge brænde og tænde bål. Og så har hun netop brugt en stor del af sin ferie som kostumechef for mere end 100 andre frivillige på Jels Vikingespil.

 

- Jeg ved ikke, hvor mange timer vi har lagt i fremstillingen af de mere end 100 kostumer, men det er mange. Rigtig mange. På et tidspunkt mente min datter, at jeg lige så godt kunne flytte til Jels – dagene bestod kun af arbejde og vikingespil. Men det er jo ikke noget regnskab vi gør op. Vi glæder os bare over, at dragterne fungerer – og at det er sjovt at være med, konstaterer Kirsten Kongsted med et smil.

Som kostumechef for årets vikingespil, ”Krakas hævn”, der er set af mere end 18.000 mennesker, har hun holdt de gennemsnitligt 15 frivillige sydamer beskæftiget i de fire måneder, som arbejdet har stået på. Og det har haft sin pris.

- Ingen kommer her, fordi de skal. Vi er alle frivillige. Jeg har derfor nok også været meget opmærksom på at dele alle de sjove opgaver ud. Selv hader jeg at sy kofter, for det er et meget ensartet arbejde. Men det er unægtelig blevet til mange af slagsen.

- For mig er det helheden der tæller. At tingene fungerer. Betyder det, at jeg skal tage nogle af ”de sure” opgaver, så gør jeg det. Til gengæld kan jeg jo også håndplukke de virkelig gode udfordringer.

Om Kirsten Kongsted bruger erfaringer fra arbejdet i det frivillige engagement – eller omvendt, ved hun ikke. Kun, at hun som menneske fokuserer på det positive. På de sjove oplevelser.